Her er en lille historie
Verden omkring mig faldt sammen, den gik i stykker lidt efter lidt, sammen med mig. Jeg så det ikke. Jeg kunne ikke se. En dag stod jeg med ryggen til livet yderst på kanten af et sort hul. Jeg mistede balancen og faldt ned. Jeg fløj igennem luften, blev nærmeste suget ned i dybet på bunden af hullet.
Jeg lå dernede i mørket, hvor ingen kunne høre eller se mig. Jeg var ligeglad. I mørkets hule var der tryghed, Jeg glemte min angst, mit liv og mig selv. Jeg indså at, jeg egentlig ikke behøvede at komme tilbage. Jeg kunne blive der for altid, hvis det var, det jeg ønskede.
Mørket var blevet min ven.
Sådan havde det bestemt ikke altid været. Ligeså længe jeg har kunnet huske, havde jeg været angst for mørke og havde altid sovet med lyset tændt om natten også som voksen.
Nu var jeg bange for lyset, bange for at blive set.
Efter nogen tid begyndte mine øjne at vænne sig til mørket. Jeg kunne se,der langs kanten hang et reb. Nogen havde altså smidt et reb ned til mig. Skulle jeg virkelig kralve op at det reb?? Nej det kan jeg ikke , det er for svært tænkte jeg. Min tanke strejfede også min datter mon ikk hun ville savne sin mor??
Jeg tog fat i rebet. Jeg kunne alligevel mere end jeg troede. Jeg klatrede langsomt. Meget langsomt. Det var en lang, meget hård og svær tur, men efter 3 år stod jeg igen oppe på kanten af hullet med ansigtet i solen. Jeg var bleg og taknemelig for livet. Nøgen og skrøbelig stod jeg der i lyset angst for igen at falde tilbage i dybet.
Det var sådan jeg startede min spirituelle rejse i 1996. En rejse tilbage til mig selv for at genfinde min styrke, mit selvværd og min tro. Ændre mig selv, mit liv, min måde at tænke på. Starte helt forfra.
Jeg har altid troet på, at der var mere mellem himmel og jord end, det der kunne ses og forklares. Lige fra jeg var barn, har jeg kunnet se og mærke ting, som andre ikke kunne. Men undervejs mistede jeg min tro og i mange år, var jeg bange for mine evner og for "dem'' fra den anden siden. Som barn kunne jeg se en verden fyldt med mennesker/ væsener, de var der altid omkring mig, som ingen andre kunne se. Det skræmte mig, så en dag holdt jeg op med at se, og fortalte ikke nogen om det.
Siden hen troede jeg på, at det med spirituelle evner kun var for få særligt udvalgte mennesker, og det var jeg ikke, ergo havde jeg ingen særlige evner. Nu ved jeg, at det er noget vrøvl. Vi har allesammen åndelige evner, hvis vi vælger at åbne op for dem. Der er heller ikke noget at være bange for, de kommer fra den åndelige verden for at hjælpe os.